STENGÆRDET

 Stengærdet er en gammel form for afgrænsning mellem have og agerbruget, ofte anvendt ved storgårde, herregårde og som afgrænsning omkring kirkegårdene. Karakteristisk for stengærdet er den dobbeltsidige fritstående væg af kampesten, fyldt med jord eller sten, hvorimod stendiget er ensidigt og en konstruktion af kampesten der holder fast på et terrænspring eller en jordvold.
 Her var opgaven at definere og placere et lavt stengærde som afgrænsning mod markerne.

To åbninger i stengærdet skulle give mulighed for at fortsætte to stier, ned mod et sumpområde længere ude i landskabet, bag markerne.
 Overkanten af stengærdet blev vandret for at korrespondere med havens flade terræn og bygningerne det skulle relatere til.
 Og fra at være en stenlinje med majs som baggrund
 blev det en fast og ret så markant linje, der kunne forankre de løse flader af fritvoksende enggræsblandinger med klippede stier imellem
Stengærdet skal stå helt nøgent uden vegetation og sikre at egnens padder får et nyt levested. Samtidig er det blevet et arkitektonisk indslag i den flade ager. Tanken er den, at fladerne med engblomsterne med tiden kan få selskab af lunde med frugttræer og give stedet lidt mere havekarakter.

COTTAGE ELLER PRÆRIE


Som led i arbejdet med haver og landskaber er det naturligt at lave oversigter og lister på de plantesammensætninger, arter og sorter, der foreslås ved både omlægninger af gamle og etableringer af nye haveanlæg. De kan ligge i skrivebordsskuffen. Aldrig hives frem og copypastes.
En plantesammensætning kan ikke kopieres et nyt sted med andre forhold med et godt resultat. Men de giver et fint indblik i hvilke kriterier planterne er valgt ud fra. Kundens interesser og stil, jordens vækstbetingelser etc.  
I takt med at der de seneste 20 år er sket en art fornyelse i plantesammensætninger, (særligt internationalt), har det været interessant at registrere de forskelle der er i tilgangen til plantematerialet og altså dermed også haver. Smag, stil og mode, - er man til det nostalgiske, der skuer tilbage og giver mindelser om gamle dage, før verden gik af lave og hvor man kan pleje og dyrke og forfine med gartnerisk snilde, indtil man opnår det perfekte og herefter rydder pænt op i blomsterbedene, før vinteren sætter ind? - Eller er man mere til det moderne, der bekender sig til nutiden, det bæredygtige, det naturnære og meget lidt plejekrævende, der fordrer, at man iagttager væksternes processer over tid og lader stå til med forfald og kollaps af visne planter, og som bliver en væsentlig del af den æstetik og skønhedsværdi man søger at opnå?
To væsensforskellige tilgange til havens plantematerialer med lige så væsensforskellige natursyn. Men helt så firkantet kan man nok ikke stille det op.

En definition på de to plantetyper/ sammensætninger kunne være, at der i første kategori, -lad os bare kalde dem cottagehaveplanterne  – er tale om et højtforædlet plantemateriale, der er gået igennem menneskehænder i generationer og som over tid er blevet stadig mere perfektioneret og selekteret/ udvalgt og plantet primært for blomsternes skønhedsværdi: størrelser, duft og farveintensitet og bladmassens spektakulære, ofte lidt tunge fremtoning.
Ganske anderledes forholder det sig med den anden kategori; prærieplanterne, der ligger meget tæt op ad deres vilde slægtninge rent genetisk. Mange adskiller sig fra gængse haveplanter ved at være sarte i farverne, med små blomsterhoveder og kortlivede, men dog vitale frøspredere, hvorved mange fortsat sikrer de oprindelige overlevelsesevner. Særligt i deres egenskab af at kunne holde arvemassen (læs frøene) tørre i hårde frøkapsler på stive stængler til langt ud på vinteren. Både ”cottagehavefolkene” og ”prærieulvene” ved, at kombinationen af væde og frost ikke er godt for de fleste, - hverken planter eller frø.

Forleden blev jeg mindet om forskellene igen, da en kunde rådførte sig med mig om etablering af nye staudebede i sin have - hvortil jeg skulle lave nogle forslag til sammensætninger, - og sendte mig følgende svar på en mail:
Jeg fik virkelig en åbenbaring i går, og det der satte det hele i gang, var da du skrev: ' du kan sende mig en liste over de planter du ønsker'!

Det gav mig klarhed over hvorfor jeg har så store vanskeligheder (med staudebedene), det skyldes 2 grunde, og det er en lettelse pludselig at forstå det:

1) De stauder der sættes sammen med græsser, har et præg af prærie/slette.

2) De stauder jeg kan lide er cottage stauder (peoner, riddersporer, ærenpris, akelejefrøstjerner, iris, storkenæb, valmuer m.f.

Vigtigheden af at kende sig selv og sin egen smag er åbenlys. Alligevel bør man være forsigtig med at stille dogmatiske regler op for hvad der kan lade sig gøre og hvad man bør undlade. Også når det gælder plantesammensætninger.
De senere år har jeg hørt nogle af græsfolkene bruge udtrykket  ”we´re not practicing`The RoseMary Very-style´ of gardening”, med hvilket menes at man styrer langt udenom blandingsbeplantningerne med gammeldags rosenbuske, tulipaner, pinseliljer,  højtforædlede og storblomstrede stauder der skal bindes op, formklippet stedsegrønt og en- og toårige sommerblomster der skal fornyes hvert år etc. I stedet hævdes det, at man anlægger lette tredimensionelle dynamiske landskabsmalerier i haven med prydgræsserne som gennemgående planteart. Det er ikke nogen hemmelighed at arbejdsmængden i den type haver er væsentlig mindre end i cottagehaven, - og i rigtig mange af dem findes der stort set ingen af disse (prydgræsser). Ejerne bryder sig ofte heller ikke om dem.

Ingen tvivl om, at der er stor forskel i tilgangen ”at gå i haven” og det ”at have en have”.
Og det er jo egentlig ikke så ringe endda, at gøre sig bevidst om, - uden at det ene behøver være mere rigtig end det andet.

 

HIGH FIVE!

Nej nok nærmere LOW FIVE. Vores bøgehæk begynder ude ved vejen som det øverste af et femtal, det lange lige forløb på tallet udgør en udstrakt lige hækvæg og adskiller indkørsel fra den gamle frugthave
 ...når man kommer ind på gårdpladsen bliver den krumme del af femtallet en afslutning på gårdrummet, som jo i realiteten mangler en bygning.
Alle disse iagttagelser kan man kun foretage sig fra 1 salen eller hvis man sidder på tagryggen. Nede på jorden fungerer de lige og krumme lave vægge som naturlige afgrænsninger og opdelinger mellem det ydre og det indre, det som definerer indkørslen og adskiller æblehaven og endelig det som skaber en afslutning på den åbne gårdsplads.
 


Det var ikke tilsigtet fra starten at det skulle være et femtal. Det var tilfældighederne der gjorde det. Isoleret betragtet kan man sige det er søgt, skørt eller endog barnligt at bruge bogstaver eller tal som designoplæg for rum i haven. Men selve legen med tal og bogstaver på papiret med blyanten, hvor man forsøger at inkorporere en velkendt geometrisk form og hvor symbolet får en ny værdi, er hverken nyt eller barnligt.
 


Og når det først er gjort; altså tegnet og plantet og groet op, ja så tænker man ikke nærmere over det, lige bortset fra at den præcise form på femtallet danner en rolig baggrund for alt det fritvoksende og strukturerer samtidig funktionerne ved huset.
Tænk en gang hvad et stort flot 8´tal kan bruges til ud over at angive en middelflot præstation, hvis vi skal benytte den gamle karakterskala? Og et 2-tal kan måske få en noget mere værdifuld betydning, hvis vi skal blive i terminologien?

MEST FOR MÆND


I denne højtid hvor medierne; både de skrevne, de trykte, og dem man kalder sociale; (- tænker særligt på solopræstationerne med nærfotos af stylet nips, søbet ind i sløjfer og lys,) - ja så er nedenstående billedserie helt og aldeles upassende, tenderende til det kønsprovokerende og absolut på listen over det der bør forsynes med store advarselsskilte med ordene; ”mest for mænd”.
Rækken af procesfotos er en demonstrativ reaktion imod tidens glittede tendenser, og som viser den ufotogene, skinbarlige virkelighed og nødvendige del af processen, når der projekteres haver, gennem alt det anlægsarbejde, som de færreste i dag gider beskæftige sig med. Som sjældent får opmærksomhed, - som ikke kan ses – snart er glemt, men som går forud, og som er en nødvendig forudsætning for at det endelige resultat kan blive en realitet.

Her er tale om haveentreprenørarbejde i ordets bogstaveligste forstand. Den slags jobs hvor der arbejdes med jord, sten, sand og grus, og som beskæftiger flest mænd. Det er også primært blandt hankøn at der udveksles og kommunikeres om hvordan og hvorledes sådanne projekter bedst gribes an rent håndværksmæssigt. Og herunder er der mange problematikker at tage stilling til.

For eksempel hvor høje trinene på trapperne mellem to terrasser skal være, og hvor dybe, for at de kan ”føles rigtige” at gå på, og så man kan løbe op og ned ad dem. - At bredden på den store trappe ned i haven helt logisk bør flugte med husets to havedøre fra spisestuen og dagligstuen, - og at vi, uden at nævne det; bruger kroppen når vi går rundt på stedet og argumenterer, ud fra tegningerne, hvor store siddepladserne skal være og hvad terrasserne i grove træk skal kunne indeholde. Men vi undlader at gå i interiørpetitesser. Vi snakker ikke om patineringen eller designmærker på de havestole der en gang skal stå der. Farverne på hortensiaerne i krukker lader vi også ligge. Vi refererer derimod til dimensionerne på husenes tagflader og vinduernes størrelser, når vi tilråder, hvor store bedene og spejlbassinet evt. kan være. Vi diskuterer hvorledes vi får fliserne til at blive hvor de er og ikke skrider, og hvordan vi skal fundere under dem på terrænspringet, - enten med en støbt kant eller med cortenstål. Og hvorfor det ene er bedre end det andet og hvad vi mener der vil ”se bedst ud til huset og haven” når det er gjort. Vi berører bundsikringen og afretterlagets tykkelse, vi udveksler teknik og håndværk undervejs og vi overvejer fugeforbandt på fliserne; halv, hel, eller trekvart forbandt, indtil vi beslutter os for den bedste løsning for at nå frem til det stærkeste resultat. Og ikke mindst; vi skal kende slutresultatet på hele projektet, før vi går i gang med at markere og afsætte snore, - inden der graves ud.
En snak mest for mænd?

Hvorfor bliver der undskyldt i stride strømme hver gang der vises procesbilleder (før og efter) og med lidt jord på? Er vi blevet specielt sensitive overfor alt det der kan være en smule irriterende? Det vanskelige - det grimme – strabadserne - det ærlige procesorienterede håndværk? Befinder vi os i en effekttilstand hvor show-off-resultater og readymades (færdigproducerede indkøbte objekter) er blevet hverdagslivet for de fleste? Er vi virkelig blevet præget så massivt af nyhederne, tv-boligprogrammer og diverse doku-soaps, at vi hurtigst muligt ”spoler frem til slutningen”, hvor champagnepropperne springer og udgangsspørgsmålet lyder; ”Hvordan føler du det lige nu?”

Spørgsmålene er mange og de fleste mere aktuelle end nogensinde. Specielt set i lyset af at flere danske haveblogs end tidligere, fokuserer stadig mindre på haven som et fagområde. Andre er afgået ved døden, eller ligger og vånder sig i kramper, som korthistoriske skuepladser over en svunden tid, fordi indehaverne er flygtet ind på Instagram og Facebook hvor det hele går lidt hurtigere og hvor man måske heller ikke behøver at mene særlig meget? Eller var det fordi der ikke var mere at ”skrive hjem om”? Forsvandt lysten og energien? Og er haveblogmediet på kraftig retur her på slutningen af 2016?

- Ja ser man på søgningen så forholder det sig sådan, til fordel for de kortfattede, billedmæssige succes-udvekslinger mellem folk og som ser ud til i vores it-alder, at være blevet nutidens vigtigste hverdagsfix.
Man må blot beklage, hvis selv de platforme, der kun kan præstere rystede og klodsede procesbilleder fra haveamatørens hånd, bliver bortcensureret til fordel for shoppebeskæftigelsen med pikante smæk på ”fix-og-færdig-opstillingerne”, - ”the readymades” uden baggrundsfortællinger.



Efter en totalrenovering af et stuehus på landet var der brug for et stærkere og mere overbevisende udendørsareal, og hvor der blev vist mest mulig hensyn til udsigten til havet i det fjerne og havens store græsrum.
En halvmur var opført i forbindelse med ombygningen, men som heldigvis ikke var "fredet" af ejerne, så væk med den.
 Den korte afstand fra de store vinduer og ud til muren skulle måske frembringe lidt "hygge", men den gjorde arealet trangt og ufremkommeligt, både for kroppen og for blikket mod landskabet

 I projektet er der blevet udvidet med adskillige kvadratmeter foran havefacaden, så arealet gør det brugbart, værd at kigge ud på og så det binder huset og haven sammen.

Den slags projekter begynder som regel med en hurtig nedrivning af det der ikke duer og som skal erstattes af noget bedre. Tonsvis af sand og grus skal der anvendes og anlægsgartnerne ved nøjagtig hvor meget der skal bruges og hvorledes bundopbygningen skal tilrettelægges
En vigtig del af processen er at man snorer hele arealet op inden man går i gang, så man kan danne sig et overblik over hvor det hele bærer hen og hvorledes man skal "ramme" slutresultatet.
Det har været en grundtanke at terrassegulvet skal udvide sig så der opstår flere naturlige opholdspladser både syd for huset, i øst og i vest og så flere af gangarealer både praktisk og visuelt, strækker sig ud i den eksisterende have og omkranser nye bede.

 Foran havefacaden er der fråset med en meget bred trappe og befæstelsen opløses taktvis af bede der skyder sig ind foran trappen og græsbånd i identiske dimensioner med rækker af granitfliser for at mildne overgangen fra de hårde stenflader til den bløde plæne. Samtidig bliver terrassen inddelt i flere størrelser og i flader i forskellige niveauer, der synliggør husets placering som et hævet objekt over haven
 Den store tagflade og de store vinduespartier har dikteret dimensionerne på fladerne, der skal indeholde terrassebelægningerne, bedene og et stort vandspejl, der henter himlen ned i haven.
 En stor plantekumme i husets gulvhøjde, lige umiddelbart udenfor det store vindue til spisestuen, skal sikre at vegetationen fra haven kommer helt ind til boligen og "banker på ruderne".
 Kummen er en fortsættelse af den øverste terrasse og samtidig hævet et pænt stykke over den nederste terrasse
 Her er det store 10 cm dybe vandspejl på plads, set fra husets spisestue og som skal stimulere blikket ud i det fjerne hvor en lille stribe af havet anes.
Ude på terrassen bliver den store gamle blodbøg nærværende og spejlbassinet venter bare på at det bliver sommer og at børnebørnene bryder vandfladen med pjask og leg. Her kan der bygges havne leges med både og laves stenvarder i grønne og blomsterrige omgivelser.
Planterne er, siden disse fotooptagelser, på plads. Men "fix-og-færdig-billederne" må vente til næste sommer.
 
Glædelig jul og godt nytår.
 
 

PLANT ET TRÆ - ELLER 60

Det er et stykke elitært havekunst. Det er unyttigt og det er frås af plads til en snæver form for beplantning. Men det er også generøst, antallet af træer (66) på så lidt plads, er vitalt og stort tænkt, alene med det mål; at ville opnå en helt bestemt stemning. Det er guldregnhaven i gårdrummet ved Byggecentrum i Middelfart. Et ikonisk haverum og som ikke er kendt af ret mange, ud over de folk der har den daglige gang på arbejdspladsen.
Haven er tegnet af C. Th. Sørensen og blev anlagt i 1968, tiden hvor danske landskabsarkitekter blev verdenskendte for de mange gårdhaver ved offentlige byggerier, der opførtes fra slut 50´erne og helt op til slutningen af 1970´erne.
I Sørensens lille bog, 39 haveplaner figurerer den som en af de 39 forslag over havetyper han giver til den samme grund med det samme hus og med et foto på højre opslagsside af træer med paraplyformede kroner på en engelsk græsplæne.
I dag er den slags asketisk brug af planter en form for behovsudsættelse uden særlig mange aktører. Og de fleste af dem der kan lade være, foretrækker pacourbaner og hvide striber på udbredt asfalt. Almindeligvis er det inkarnerede havemenneskes største ønske, at omgive sig med så mange forskellige plantearter som overhovedet muligt og hvor de mere særegne havefolk nørder med smalle plantesamlinger.
  På indledningen til bogen HAVER – tanker og arbejder, skriver C. Th. sin idé med stedet, bag et lille indsat farvefoto (det eneste i bogen) fra Guldregnhaven:
”En lille gårdhave, 28x15 meter.
Et eventyr når guldregnen blomstrer.
Derefter kommer farverige dahlier.
Og de stedmoder der bebuder foråret,
giver også flor efterår og vinter.
Stedet er Byggescentrum i Middelfart, på vej ud til Hindsgavl"
Løvsalen er her stadigvæk, om end i en knortet og mere grøn udgave der sikkert, om nogle år, fortjener en respektfuld restaurering.
 På motivet herover giver betegnelsen løvsal virkelig mening. Men det er sikkert de færreste der ville vove at lade sig inspirere og anlægge noget lignende i sin egen have, selvom resultatet kunne blive både personligt, markant og karakterfuldt.





RAINBOWBORDERS


I den forgangne uge blev der placeret godt og vel 4500 stauder og prydgræsser i et nyt aflangt græs- og staudeforløb på skrånende terræn mod en stor sø, i Sommerland Sjælland i Odsherred.
 Det er det tredje af flere store planteindgreb på stedet, og ønsket har også her været, at give de besøgende endnu en blomster- og farverig oplevelse inde i parken.
 Der blev fældet en del træer og herefter afsat i alt 16 store nyreformede bede. Og ja, - det er ikke en fejl at bedenes former ligner amøbernes. Bedenes former spejler sig i søernes amorfe konturer, men for at holde sammen på dem, er der anlagt fire x fire bede omkring fire selvstændige cirkler i et udstrakt forløb der spænder over et par hundrede meter.
 Det ser man kun fra luften, eller hvis man får det hvisket i øret og holder øjnene åbne. Troen på at selv amøber befinder sig godt i geometrisk formstærkt landskabsarkitektur, gør at der også her er arbejdet helt bevidst med linjerne på det krumme terræn.
 Billedet herover viser begyndelsen af den aflange strækning ned mod søen, med ét stort krumt bed indskrevet i en cirkel.
 Planterne er fordelt hen over hele arealet ud fra en tolkning af regnbuens farveforløb. Har ikke arbejdet så skarpt med et farvekodeks siden mine dage som keramiker, og det har faktisk været morsomt at placere planterne på jorden ud fra at farveforløbet er det dikterende, mere end noget andet. Forestillingen om farverne forbliver i fantasien og man skal holde tungen lige i munden når man går rundt og placerer disse småplanter i minipotter, der ikke fremviser ret meget mere end grønt i forskellige nuancer. Generelt er jeg af den opfattelse at farvekoordinering i både multicrome og monocrome bede, godt kan blive en tand for kedsommelige. Det er først når en vis portion tilfældigheder får lov at spille med i hele billedet at det kradser behageligt i "det æstetiske center".
 Derfor er der også droppet enkelte eksemplarer i andre sorter af småplanterne ned i de lidt større og mere sammenhængende grupper af samme slags planter, for at "forstyrre" det over-planlagte.
 
 
 
Herunder en oplistning af plantesorterne, men uden fordeling af antallet:

The Rainbowborders - Regnbuebedene - Sommerland Sjælland 2016
Græsser:
Pennisetum o. `Karley Rose´ (lys lilla)
Panicum virgatum `Heiliger Hein´ (blågrøn maroon)
Stipa gigantea (gylden)
Sesleria autumnalis (gulgrøn)
Sesleria nitida
Imperata cylindrica `Red Baron´
Hokonecloa macra
Hakonekloa macra `Aureola
Stipa calamagrostis – græs blandes ind imellem de mørklila og violette

Stauder:

Maroonrød:
Salvia nemorosa `Amethyst´
Knautia macedonica
Persicaria amplexicaulis `Fat Domino´
Sedum spectabile `Matrona´
Sedum (H) `Purple Emperor´
Origanum laevigatum `Herrenhausen´
Salvia officinalis `Purpurascens´


Lilla:
Achillea `Lilac Beauty´
Centaurea scabiosa
Monarda `Scorpion´
Phlomis tuberosa
Salvia verticillata `Endless Love´
Salvia  nemorosa `Schwellenburg´
Stachys monieri `Hummelo´
Astilbe `Purpurlanze´
Agastache `Heatwave´

Pink/ rosa:
Echinacea pur. `Magnus Superior´
Astilbe `Vision in Pink´
Persicaria amplexicaulis `JS Caliente´
Stachys monieri `Rosea´
Malva `Park Rondel´
Lavatera `Red Rum´

Hvid:
Agastache `Alabaster´
Pycnanthemum muticum
Anaphalis triplinevis `Sommerschnee´
Agastache pur. `White Swan´
Sedum spectabile `Stardust´
Leucanthemum vulgare
Lavatera `White Angel´

Creme:
Achillea `Taygetea´
Agastache `Kudows Yellow´
Echinacea pur. `Aloha´
Dechampsia cespitosa `Goldtau´ - (gyldent græs)

Orange
Achillea `Walter Funcke´
Achillea `Terracotta´

Blå  og violet:
Agastache ´Blue Fortune´,
Agatsache `Blue Boa´ 
Agastache `Black Adder´
Agastache  ´Purple Haze´
Agastache `Litlle Adder´
Salvia n. `A´Little Bit´ ?
Salvia n. `Mainacht´
Amsonia tabernaemontana var. salicifolia eller A. hubrichtii
Nepeta fassenii `Six Hills Giant´
Perovskia `Little Spire´eller `Blue Spire´
Veronica spicata `Dark Maetje´

 
Blomsterløg:

Allium aflatunense
Allium sphaerosephalon
Allium senesens `Lisa Blue´

 En opfindsom medarbejder udtænkte en anordning som et piskeris på en lang stang, skruet fast på en boremaskine så hullerne i jorden blev "boret ud" i nøjagtige pottestørrelser, og planterne passede som fod i hose.

 
Og den blå spray var også et uundværlig værktøj i arbejdet med placering og dimensionering af de arealer de forskellige planter optager i grupperne.